Rusen gav mig først og fremmest ro

Mennesker bliver forandret når de er fulde

I en alder af 31 gik det op for mig, at jeg havde haft flere dage i mit liv, hvor jeg havde været skæv, end jeg havde haft dage, hvor jeg ikke var. Jeg prøvede hash første gang i slutningen af ottende klasse, og jeg var SOLGT lige fra starten.
Rusen gav en dejlig prikkende følelse i hele kroppen; jeg kan stadig huske de aftner, hvor jeg sad og nød at hele min krop føltes som en (jeg kan ikke komme i tanke om et ord, for den følelse af at hele kroppen er lavet at tindrende diamanter, som stille falder inde i det indre univers). Det var en følelse jeg kunne nyde i timer.

Når jeg ser tilbage på den tid, så ser jeg, at rusen først og fremmest gav mig RO. Altid havde alting gået stærkt for mig: jeg gik aldrig nogen steder hen, jeg løb; jeg fordybede mig sjældent i noget, men havde altid mange ting kørende på een gang (noget man som voksen har svært ved, men som man bliver irriteret over, når man ser unge mennesker se MTV, tale i telefon og lave lektier på een gang, så må man huske, at man selv var i stand til at gøre det en gang).

Fra slutningen af tiende klasse og de næste Mange år fra var jeg skæv stort set hver dag. Og fuld, når jeg kunne se mit snit til det (typisk i weekenderne). At drikke gav mig ikke det samme som at ryge: at drikke er at smide hæmningerne og lade sit sande indre jeg komme frem (en påstand jeg har troet på i mange år.)

Opdagede allerede i folkeskolen, at mange mennesker bliver forandret når de er fulde; folk kan blive aggressive, melankoliske, kede af det, kærlige, sex-monstre eller noget helt andet, men fælles for de fleste er, at de bliver noget andet end de normalt er.
Jeg har læst et par års psykologi på uni og lært, at det skyldes at alkohol lægger en dæmper på Over-Jeg´et, således at det "sande Jeg" (Id´et) får lov til at træde frem). Jeg ændrer mig tilsyneladende ikke meget ved at drikke.

Jeg er (ifølge folk der kender mig) en sød, omgængelig fyr, der respekterer andre, hjælper andre og er en rar fyr (jeg hader det ord, men der er mange der har kaldt mig det: rar). Jeg er nøjagtig ligesådan når jeg er fuld. Er lidt hurtigere til at give folk et knus, men i det store hele den samme hvad enten jeg er fuld eller ædru.

Men jeg kan sjældent huske hvad jeg har lavet, når jeg har været fuld. Lige fra starten af, da jeg lærte alkohol at kende, kunne jeg lide at drikke til jeg nåede min grænse (ofte overskred jeg den, og mere end een fest er gået med at jeg er gået ud som et lys). At drikke for mig er det samme som ikke at opleve: Enten drikker jeg mig fra sans og samling, eller også får jeg "lige til pas" og kan ikke huske en skid næste morgen (jeg er vågnet de underligste steder, og ofte med kvinder jeg ikke kender navnene på).
Alkohol er ikke mig!

Pludselig gik det stærkt i omgangskredsen

Denne viden (som jeg har erfarede tidligt i livet) har dog ikke forhindret mig i at kombinere hash og alkohol. I starten af tyverene var der et par år, hvor jeg nød at supplere hashens rus med alkohol. Vi var et par stykker som nød denne blanding, og de fleste af dem begyndte at blande flere stoffer ind i legen.

Selvom jeg ofte har fået det tilbudt, så holdte jeg mig fra alt andet end hash og alkohol. Selvom jeg som ung havde den erklærede holdning, at jeg ville "prøve det hele, mens tid er", så sagde jeg altid Nej til stofferne og pillerne når jeg fik dem tilbudt.
Der var altid en eller anden grund til at jeg ikke gad/ville tage dem i netop den situation jeg havde muligheden for det. Og det er jeg Glad for idag, for pludselig begyndte det at gå stærkt i omgangskredsen.

Jeg foretog min første ko-vending efter T´s selvmord.

Et par stykker røg på den lukkede, nogle gik rundt med større eller mindre psykoser, et par stykker begik selvmord (av; der dukkede et minde op om T.. Hun var smuk, sød og dejlig .. 23-24 år (Stakkels forældre).
Nogle fik underlige trip på tidspunkter, hvor de ikke tog stoffer etc. etc. etc.

Jeg havde været oppe hos en kammerat og hans kæreste og drikke. De var ikke en misbrugere; det var weekend, og vi skulle i byen. Jeg drak ca. det dobbelte af de to til sammen, og supplerede ved at ryge rigeligt hash (ingen af de to røg).

Jeg husker at jeg står ude i deres badeværelse og får øje på et pilleglas hun har med extra stærke smertepiller, og jeg tager en 7-8 stykker bare for at "få lidt ekstra". Jeg kikker mig selv i spejlet, og jeg er ikke i stand til at fortælle hvad det er jeg ser, men jeg lagde hashen på hylden en uge-fjorten dage, og alkoholen for "altid". Siden dengang, har jeg drukket som "almindelige" mennesker gør. Er fuld 5-10-15 gang om året, og kun når der er anledning til det. Hashen holdt ved.

Jeg savner mit røg

Jeg kan huske, at jeg som ung fik fortalt, at i modsætning til alkohol, så kan man ikke blive afhængig af hash.
Det passer ikke!! Det er ikke samme afhængighed; jeg ryster fx ikke når jeg ikke får mit hash, men afhængigheden er der.

Klokken er halv fem om morgenen og jeg er lidt bedugget. Jeg er bange for at det jeg har skrevet er temmeligt usammenhængende, det roder i tid, og der er masser af stave/taste-fejl.
Jeg er ikke engang sikker på at det hører til her, for mit misbrug var/er hash og ikke alkohol.
Jeg har skrevet det her fordi jeg har været hash-fri i to måneder og en dag. Og fordi jeg savner mit røg.
Jeg har det faktisk helt ad helvede til.

Jeg har masser af omgangskreds, nogle få Gode venner og en dejlig familie, som vil bakke op om mig. Jeg laver det jeg helst vil; set udefra har jeg det som blommen i et æg. Jeg håber at jeg med tiden også vil få det godt set indefra.
Hvad var det forresten der endelig fik mig til at lægge hashen på hylden? Jeg tror på at alle mennesker har et spirituelt potentiale. Jeg tror på at jeg har et. De siger, at hash er et "bevidstheds-udvidende" stof.
På et eller andet abstrakt, ligegyldigt plan er det sikkert rigtigt, men det lukker af for sjælen. Spitualisme og misbrug kan ikke kombineres.

Tak fordi jeg havde et sted at lægge min elendighed.
Jeg er ikke sikker på at det er værd at læse, men det har hjulpet mig at skrive det :-D