Påskeåbent på Alkolinjen gav rekordmange opkald

Som noget nyt i år holdt Alkolinjen 80 200 500 åbent i påskehelligdagene. Telefonernes kimen viser, at mennesker med alkoholproblemer har behov for et gratis, professionelt rådgivningstilbud udenfor normal åbningstid.

Modelfoto: Christoffer Regild


– Det var godt, vi holdt åbent.

Sådan konstaterer lederen af Alkolinjen 80 200 500, Bjarne Stenger Elholm, om beslutningen om, at Alkolinjen i år udvidede sin åbningstid, så de professionelle rådgivere sad klar til at hjælpe i alle påskehelligdagene.


Se også: TV-Avisen på besøg hos Alkolinjen skærtorsdag (ca. 12 minutter inde i udsendelsen)


I alt modtog Alkolinjen 80 200 500 129 opkald fra mennesker med alkoholproblemer eller deres pårørende i hele ugen fra mandag den 26. marts til og med 2. påskedag mandag den 2. april. Allermest pres var der dog på telefonerne i helligdagene skærtorsdag, langfredag og 2. påskedag, hvor Bjarne Stenger Elholm og hans rådgiverkollegaer fik 90 opkald. Og det giver god mening, fortæller Bjarne Stenger Elholm, for det er netop de dage, hvor kommunernes alkoholbehandlingstilbud holder lukket.


– De mange opkald viser os, at der i høj grad er behov for et landsdækkende, gratis og professionelt tilbud, som kan holde åbent, når de andre holder lukket, siger Bjarne Stenger Elholm.


Højtider og helligdage er særligt sårbare

Mennesker med alkoholproblemer har ret til gratis og anonym rådgivning i deres kommunale alkoholbehandlingscenter. Alkohol & Samfund ringede rundt til alle centrene, som alle oplyste, at de havde lukket i påskehelligdagene – på nær et enkelt, der holdt åbent påskesøndag den 1. april.


Og netop helligdagene er særligt sårbare for mennesker med alkoholproblemer og deres nærmeste, forklarer Bjarne Stenger Elholm.


Alkoholforbruget stiger for de fleste af os i højtiderne, og der kan være meget stress og præstationspres forbundet med dem. Hvis man i forvejen har et alkoholproblem, kan det betyde, at det kører af sporet, siger han.


Læs også: Jons historie: "Helligdagene var altid værre"


Overvejer udvidede åbningstider

Opkaldene i påsken kom både fra mennesker, der selv drikker for meget og fra mennesker, der er tæt på en, som drikker for meget. Begge grupper fortalte om konflikter, familieproblemer og tilbagefald, men også mere akutte problemer som abstinenser, og akut behov for at komme i alkoholbehandling fandt vej til telefonerne, fortæller Bjarne Stenger Elholm.


– Vi kan ikke behandle, men vi kan vejlede borgeren om, hvordan man kommer igennem dagene og give konkrete anvisninger til, hvad man gør, indtil man kan komme i behandling. Og vi kan henvise til akutte tilbud, hvis der er meget alvorlige psykiske eller fysiske lidelser. Det kan lette de lange lukkeperioder i påsken og julen for de familier, hvor alkoholen får det til at brænde på, siger Bjarne Stenger Elholm.


Sidste gang Alkolinjen oplevede helligdagspres på telefonlinjerne var i juledagene, og telefonerne glødede. 127 mennesker ringede ind i dagene mellem jul og nytår.

– Det er noget nyt, at vi har holdt åbent i helligdagene både i julen og i påsken. Vi bruger naturligvis mange ressourcer på det, men opkaldsstatistikkerne viser, at vi i de perioder får over 450 procent flere opkald, end på normale uger. Så det får os da til at tænke over, om vi skal udvide vores åbningstider, så vi i højere grad holder åbent, når de andre holder lukket, siger Bjarne Stenger Elholm.


Fakta: Så mange ringede i Alkolinjens påskeåbningstid


Alkolinjen 80 200 500 har i alt fået 129 opkald i påskeugen (fra mandag den 26. marts til og med mandag den 2. april). Det er over 450 procent mere, end på en normal uge.


Skærtorsdag, Langfredag og 2. påskedag (mandag den 2. april) var mest travle:
Skærtorsdag modtog vi 30 opkald udenfor åbningstiden og 16 i åbningstiden.

Langfredag modtog vi 15 opkald udenfor åbningstid og 11 i åbningstiden.
2. påskedag modtog vi 5 opkald udenfor åbningstid og 13 i åbningstiden.


10 af dem, der ringede udenfor åbningstiden bad om at blive ringet op. Det resulterede i fem samtaler.

Alkolinjen er den landsdækkende, anonyme alkoholrådgivningslinje, som Alkohol & Samfund har drevet i samarbejde med Sundhedsstyrelsen siden 2016



 


 

Følg os på Følg os på Facebook Følg os på Twitter Følg os på LinkedIn