Sådan spotter du børn fra familier med alkoholproblemer

Tidligere hjælp og støtte til børn i familier med alkoholproblemer kan være med til at forhindre følgevirkninger af en opvækst i en familie med alkoholproblemer. I SFI’s (nu VIVE) udgivelse fra 2016 giver forfatterne en sammenfatning af en række mønstre og tegn, der kan hjælpe frontpersonalet med at spotte de børn, der vokser op i familier med alkoholproblemer.

Kun 8 procent af de unge, der er tilknyttet TUBA, har i løbet af deres barndom talt med en lærer eller en pædagog om alkoholproblemerne i deres familie, og kun 5 procent har talt med nogen fra en offentlig myndighed. Samtidig mener to ud af tre af de adspurgte i TUBA’s undersøgelse, at forældrenes alkoholmisbrug kunne have været opdaget, hvis frontpersonalet som f.eks. lærere, pædagoger og andre voksne var bedre uddannet i at opspore alkoholproblemer i hjemmet.

Tegn hos børn i familier med alkoholproblemer

Børn i familier med alkoholproblemer kan vise adfærdsmæssige, fysiske og praktiske tegn som konsekvens af deres opvækst i en familie med alkoholproblemer.

Fysiske tegn

  1. Hæmmet i vækst
  2. Fremstår usoigneret
  3. Ikke klædt ordentligt på til årstiden
  4. Har mærker efter fysisk vold
  5. Er underernæret og sulten.
Faktaboks om Føtalt Alkoholsyndrom (FAS)

Et tydeligt tegn på alkoholskader hos børn er føtalt alkoholsyndrom, som er forårsaget af moderens alkoholforbrug under graviditeten. Det inkluderer væksthæmning, skader på organer, f.eks. hjerneskade, retardering eller karakteristiske ansigtstræk. Børn, der har været udsat for alkohol under graviditeten, er ofte hyperaktive og får ofte diagnosen ADHD, da symptomerne lægger sig op ad hinanden. Men det er vigtigt at være opmærksom på andre skadevirkninger. Det er derfor problematisk, hvis symptomerne bliver afskrevet som ADHD, da der kan være risiko for farlige nyre-, lever- og hjerteskader hos barnet.

Praktiske forhold

  1. Kommer ofte for sent
  2. Har meget fravær
  3. Mangler madpakke eller gymnastiktøj.

Adfærdstræk

Børn i familier med alkoholproblemer har ofte lavt selvværd og svært ved at føle sig elsket. Det kan komme til udtryk på følgende måder:

  1. De er meget selvkritiske og dårlige til at tage imod kritik fra andre.
  2. De ønsker ikke at tage venner med hjem, da de er flove over og bange for, om deres forældre har drukket.
  3. De udtrykker nervøsitet eller mangel på glæde over højtider som jul og fødselsdage.
  4. De fortæller om berusede forældre eller reagerer voldsomt ved synet af berusede folk.

Specifikke adfærdsmæssige kendetegn hos børn i familier med alkoholproblemer kan inddeles i fire forskellige roller.

Kendetegn hos forældre med alkoholproblemer

Pædagoger og lærere kan også holde øje med tegn hos barnets forældre.

Adfærdsmæssige tegn: Forældrene isolerer sig ofte og udebliver fra arrangementer. De kan være meget vekslende i deres fremtoning ved nogle gange at være aggressive og opfarende og andre gange nedtrykte og sårbare. Forældrene kan have manglende situationsfornemmelse og fremstå ustrukturerede. Forældre med alkoholproblemer udviser ofte svag kontakt til barnet og er uopmærksomme på barnets behov. Der opstår nemt konflikter mellem barn og forældre, da forældrene kan have urealistiske forventninger til barnet.

Fysiske tegn: Generelle fysiske tegn på problemer i børnefamilier kan være hyppig sygdom hos forældrene, mærker efter vold eller uheld, en sjusket påklædning, og at de er usoignerede. Mere specifikke tegn på alkoholproblemer er, at forældrene lugter af alkohol, udviser tegn på abstinenser og er opsvulmede i ansigtet med blussende kulør, samt at forældrene er synligt påvirkede med snøvlende tale, svømmende røde øjne og usikker gang.

Praktiske forhold og sociale omstændigheder: Forældrene møder ikke op til aftaler eller aflyser i sidste øjeblik. De har travlt i hente og bringe-situationen. Alkoholproblemer kan forekomme i alle sociale lag, men kan udspille sig forskelligt. For socialt udsatte kan et tegn være, at de har svært ved at få økonomien til at hænge sammen. På tværs af sociale lag kan et tegn være hyppige jobskifter eller ustabil tilknytning til arbejdsmarkedet.

Tegn på alkoholproblemer i børnefamilier
Notatets forside
Dato for udgivelse
Kategori
Redskaber