Undersøgelse om undervisning om alkohol

I rapporten fra Alkohol & Samfund er undervisning om alkohol sat under lup. Lærere og SSP-medarbejdere vurderer undervisning om alkohol forskelligt, når de besvarer spørgsmål om undervisningens organisering, kvalitet og formål.

Baggrund

Undervisning om alkohol er en del af det obligatoriske emne sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab (SSF) og kommunale indsatser, som SSP-medarbejdere varetager i samarbejde med skolerne.

Alkohol & Samfund fik i september 2018 Epinion til at lave en spørgeskemaundersøgelse blandt 80 lærere og 53 SSP-konsulenter. ”Undervisning om alkohol i grundskolen” bygger på krydstabeller og data fra undervisningen.

Rapporten tager afsæt i læreres og SSP-medarbejderes syn på tre udvalgte temaer:

  1. Undervisningens organisering
  2. Undervisningsmaterialets kvalitet
  3. Undervisningens formål.

Resultater

Alkohol & Samfund ser en overordnet tendens til at lærere og SSP-medarbejdere vurderer alle tre temaer forskelligt. Det ser vi på trods af mindre forskelle i de to faggruppers spørgeskemaer.

Hvor meget undervisning og hvornår?

Lærere og SSP-medarbejdere vurderer starttidspunktet for undervisning om alkohol forskelligt. 53 % af lærerne i undersøgelsen mener, at starttidspunktet for undervisning om alkohol varierer fra klasse til klasse. Omvendt mener 58 % af undersøgelsens SSP-medarbejdere, at starttidspunktet for undervisning om alkohol er fastlagt på kommunalt niveau. Lærere og SSP-medarbejdere er derudover uenige om, hvor mange lektioner undervisning om alkohol fylder, og hvorfor undervisningen er placeret i skolegangen, som den er.

Ca. halvdelen af lærerne vurderer, at undervisningen ikke er organiseret på et specifikt klassetrin, men at tidspunktet for undervisning om alkohol enten kommer an på, hvordan emnet alkohol passer ind i undervisningen, eller lærerens vurdering af, hvornår eleverne har behov for undervisning om alkohol. Halvdelen af SSP-medarbejderne (53 %) mener, at der bruges flest timer på alkoholundervisning i 7. klasse.

Der er flere lærere, der mener, at det er svært (34 %) eller meget svært (5 %) at finde tid til at undervise om alkohol, mens SSP-medarbejderne oftere svarer, at det er nemt (42 %) eller meget nemt (21 %).

Undervisningsmaterialets kvalitet er vigtig, men materialevalgene varierer

Alkohol & Samfund ser i rapporten en tendens til, at både lærere og SSP-medarbejdere er meget bevidste om, at undervisningsmaterialer om alkohol skal have højt fagligt niveau, og at materialerne skal være kvalitetssikrede. Vi ser dog ligeledes en tendens til, at der er forskelle i faggruppernes forståelse af, hvilke undervisningsmaterialer der er bedst til undervisningen.

Både lærere og SSP-medarbejdere benytter i højere grad dialogbaseret materiale i undervisningen. Mens lærere oftest benytter fagtekster, vælger SSP-medarbejdere sjældent fagtekster, men i stedet mange forskellige typer materialer. Fælles for begge faggrupper er, at de primært henter deres undervisningsmaterialer fra Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden. Lærerne benytter også EMU og Undervisningsministeriets materialer, mens SSP-medarbejderne i meget højere grad benytter materialer fra GODA.

Både lærere og SSP-medarbejdere svarer, at de tillægger højt fagligt niveau meget stor eller stor betydning. Et flertal i begge faggrupper mener, at det er vigtigt, at materialet er kvalitetssikret.

Lærere og SSP-medarbejdere er uenige i formål med undervisningen om alkohol

Lærere og SSP-medarbejderne vurderer det vigtigste formål med undervisningen forskelligt. SSP-medarbejdere vælger i undersøgelsen, at udsættelse af alkoholdebut er det vigtigste formål med undervisningen, mens lærerne hyppigst vælger ”at gøre eleverne i stand til at modstå socialt pres om indtag af alkohol”.

Selvom undersøgelsen ikke er repræsentativ, vurderer Alkohol & Samfund, at forskellene i lærernes og SSP-medarbejdernes valg af formål med undervisningen, kan understrege reelle uenigheder i besvarelserne fra faggrupperne om, hvilket sigte undervisning om alkohol i grundskolen foregår med. Da vi ikke ved, hvilken vej tendensen ville blive forstærket, ved at få flere besvarelser, anbefaler Alkohol & Samfund derfor, at emnet undersøges nærmere.

Undervisning om alkohol i grundskolen
Foside
Dato for udgivelse
Kategori
Egne udgivelser