For pårørende

Så længe jeg kan huske har min far altid nydt et glas rødvin eller to om aftenen, hvilket så er blevet til så mange at han nu drikker hele flasker i smug. Når han er fuld bliver han ubehagelig at være sammen med. Han tror vi ikke elsker ham, og siger tit at det hele ville være nemmere hvis han ikke var her. Det er super hårdt at høre på, for vi elsker ham jo inderst inde, men han vil ikke elskes, når han har drukket.

Klassekammeraterne ved ikke noget om at min far drikker og jeg vil ikke fortælle om det til mine venner. Det er for pinligt, selv om jeg har et par gode veninder. Er meget stresset i skolen, det er også en af de ting, som påvirker mig. Jeg nedgør mig selv rigtig meget, og har ikke megen selvtillid. Hvad er der galt med mig? Tager jeg det for hårdt, og er jeg for nærtagende? Hvad skal jeg gøre?

Jeg bliver så vred og føler ikke jeg kan fortælle hvor vred jeg er på ham nogen steder. Jeg er mere træt og vred end ked af det og det piner mig, at både mig og min bror har levet med det i så mange år uden at der for alvor er sket en forskel i vores liv. Altid det samme. Man går bare og venter på næste bombe falder. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg kan ikke overskue mine lektier eller at tage i skole.