Unge og alkohol

Anbefalinger til overgange i uddannelser

Ved overgangen fra grundskolen til en ungdomsuddannelse kan der opstå drikkepres og flertalsmisforståelser i forbindelse med alkohol. Få gode råd til, hvad du kan gøre som forælder i samarbejde med skolen for at forebygge, at alkohol bliver en central del af festkulturen for din teenager.

Overgangen fra barn til ung og fra ung til voksen er ofte i den danske kultur forbundet med alkohol. Forældre er selv en del af alkoholkulturen, og det er derfor vigtigt, at I klædes på i forhold til jeres rolle og til håndteringen af alkoholforbrug hos de unge i takt med, at de bliver ældre.

Hvad er flertalsmisforståelser?

Når man tror, de fleste mener eller gør bestemte ting fx drikker eller ryger, men i virkeligheden er det kun de færreste, der mener eller gør det

Grundskolen

Sundhedsstyrelsen fraråder alle under 18 år at drikke alkohol. Derfor er det vigtigt, at I som forældre i samarbejde med hinanden og skolen forsøger at udskyde jeres børns alkoholdebut, til de er gået ud af grundskolen.

Vi opfordrer alle forældre til at indgå fælles alkoholaftaler på forældremøder fra 7.-9. klasse med en årlig opfølgning, og hvor inkluderende fællesskaber uden alkohol fremmes i samarbejde med skolebestyrelsen. Læs her for inspiration og gode råd, til hvordan en forældreaftale kan se ud. Sidste skoledag er en vigtig tradition, men det er mindst lige så vigtigt at arbejde for, at dagen ikke bliver forbundet med alkohol. Det samme gør sig gældende for konfirmationen og nonfirmationen.

Efterskole

Efterskoler giver dit barn mulighed for at opleve et år med et unikt fællesskab i 10. klasse. Ofte er efterskoler alkoholfri, men alligevel vil der ved elevfester, særligt festerne uden for efterskolen, være udfordringer med alkohol. Efterskolen bør derfor i samarbejde med jer forældre sætte rammerne for alkohol og festkultur ved elevfester på efterskolen.

Flere efterskoler oplever udfordringer med forældreinddragelse og uenighed blandt forældre om holdninger til de unges alkoholforbrug. Efterskolen bør derfor klæde forældrene på ved at klargøre skolens alkoholpolitik. Idet efterskolen fastsætter rammerne for festerne på skolen, bliver det lettere for forældrene at sætte rammerne til fester uden for skolen. Læs her for inspiration til din holdning til dit barns alkoholforbrug og for gode råd til, hvordan du kan tale med dit barn om alkohol.

Ungdomsuddannelse

Unges alkoholforbrug tager især fart, når de starter på en ungdomsuddannelse. Danske unge oplever ofte drikkepres og føler, at alkohol er en adgangsbillet til fællesskabet. Derudover er alkohol ofte forbundet med grænseoverskridende og risikofyldt adfærd. Derfor har ungdomsuddannelser en opgave i at arbejde med festkultur og alkoholforebyggelse, så det er trygt og rart for alle at deltage i sociale arrangementer. Gymnasier afholder oftest alkoholfri skolestart, dog kan det ske, at der drikkes alkohol uden for skoletid. 

Forældre bliver i mindre grad inddraget på ungdomsuddannelser end i grundskolen. Dog spiller du som forælder stadig en væsentlig rolle i forbindelse med dit barns alkoholforbrug. Læs her, om hvad du kan gøre som forældre for at mindske dit barns alkoholforbrug.

 

Download kataloger om alkoholforebyggelse

Læs mere om anbefalinger til forældremøder og håndtering af alkoholkultur i Alkohol & Samfunds tre kataloger om alkoholforebyggelse i overgangen fra grundskolen til ungdomsuddannelser. Katalogerne er primært målrettet henholdsvis skolebestyrelsen på grundskoler, forstanderen på efterskoler og rektorer på ungdomsuddannelser.