Drikkende kvinde

Gravid og dagligt forbrug er stadig en farlig cocktail

Nyhed
For første gang er udenlandske resultater sat i dansk kontekst: Er du gravid og drikker alkohol dagligt, er der større risiko for, at både dig og dit kommende barn tager skade.

Af Thomas Chemnitz, journalist, Alkohol & Samfund 

Er du gravid og drikker du alkohol dagligt er der større risiko for, at både dig og dit kommende barn tager skade. 

Det viser et nyt dansk studie af Ulrik Schiøler Kesmodel, klinisk professor i gynækologi og obstetrik ved Aalborg Universitet og adjungeret professor i socialobstetrik ved Syddansk Universitet og Marcella Broccia, læge og ph.d.-studerende i gynækologi og obstetrik, Aalborg Universitetshospital. 

- Det vi har vidst om et højt dagligt forbrug af alkohol og skadevirkninger, har vi fra udenlandske studier. Det er overvejende amerikanske studier bygget på kvinder, som også har mange andre udfordringer – de er storrygere, spiser dårligt og har andre sociale problemer, som påvirker deres liv og børnenes opvækst. Derfor er der tvivl om, hvad der skyldes alkohol, og hvad der skyldes andre påvirkninger, siger Ulrik Schiøler Kesmodel og fortsætter: 

- Når vi korrigerer danske data for de mange andre udfordringer, disse mødre også har, så ser risici ud til at være der men ikke i lige så høj grad som i de amerikanske studier. Det bliver lidt et gætteri, men i Danmark, har selv dem, med markante udfordringer i deres liv, mulighed for at modtage offentlige tilbud. Modsat i USA, hvor du ikke har de samme muligheder på grund af betalt sygehusvæsen, siger Ulrik Schiøler Kesmodel. 

Sundhedsstyrelsen anbefaler

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at kvinder der er gravide eller ønsker at blive gravide ikke drikker alkohol.

De almindelige lavrisiko-anbefalinger til alle danskere er maksimalt 7 genstande til kvinder, der ikke er gravide, og 14 genstande til mænd om ugen. 

Sådan mindsker vi antallet af børn født med alkoholskader  

- Sundhedsvæsenet skal blive bedre til at finde de gravide kvinder, der drikker meget alkohol hver dag og bruge Sundhedsstyrelsens anbefalinger og vejledninger. Der er for få, der bliver henvist til familieambulatorierne i forhold til, hvad man kan forvente, så der må være en gruppe, der bliver overset. Hvis vi ikke finder kvinderne, må man lappe skaderne efter fødslen. Finder man kvinderne, så skal de ind i relevante behandlingsforløb, siger Ulrik Schiøler Kesmodel. 

Få målt sundhedspersonalets adfærd  

Samtidig opfordrer Ulrik Schiøler Kesmodel til, at der bliver lavet en ny undersøgelse af sundhedspersonalets adfærd, herunder jordemødrene: 

- Det som sundhedspersonale tænker, mener og gør, det er der meget lidt fokus på. Ikke bare i Danmark men i hele verden, siger Ulrik Schiøler Kesmodel. 

Sundhedspersonalet i Danmark blev i 2000 og igen i 2009 spurgt til, hvordan de syntes, at gravide kvinders adfærd skulle være i forhold til alkohol. I år 2000 mente 31 procent af sundhedspersonalet, at kvinder skulle være afholdende, og det steg til 48 procent i 2009. 

- År 2009 var to år efter, at Sundhedsstyrelsen havde lavet retningslinjer, der anbefalede, at kvinder ikke drak alkohol under graviditeten. 93 procent af sundhedspersonalet kendte anbefalingerne, men kun 48 procent fulgte dem i deres rådgivning. Derfor er det interessant at få opdaterede data, siger han og forklarer, at sundhedspersonale ikke nødvendigvis er enige i, at gravide skal være helt afholdende: 

- I USA mener halvdelen af fødselslæger, at gravide kan drikke 4-5 genstande om ugen, uden at skade fosteret. Vores undersøgelser viser også, at et ugentligt forbrug op til seks genstande ikke øger risikoen for moder og barn, siger Ulrik Schiøler Kesmodel. 

I Danmark har sundhedspersonalet en retningslinje, hvor der står, at man først skal handle, hvis en kvinde drikker over 4 genstande om ugen: 

- Sundhedsstyrelsens anbefalinger er, at gravide kvinder ikke bør drikke – og det er fint. Når der så alligevel er kvinder, der drikker, passer guidelines til sundhedspersonalet fint, for så holder man sig inden for, hvad der er sundhedsmæssigt forsvarligt og kan bruge tiden med den gravide fornuftigt på at tale om vigtigere emner, siger Ulrik Schiøler Kesmodel. 

I det hele taget bygger anbefalingerne på et rimelig solidt, fagligt grundlag, mener Ulrik Schiøler Kesmodel. 

- Studier viser, at et ugentligt forbrug på op til maksimalt seks genstande ikke har målbare negative konsekvenser for graviditeten og barnets tarv – dog mangler vi endelig viden om risikoen for spontan abort, hvor tvivlen primært ser ud til at gælde forbruget på 4-6 genstande om ugen, siger Ulrik Schiøler Kesmodel.

Emne