Ulovlig markedsføring på sociale medier lokker unge til druk

Fire års overvågning af Facebook for ulovlig markedsføring af alkohol har ført til knap 100 klager og bøder for 447.000 kroner. Alkohol & Samfund konstaterer i ny rapport, at der er behov for øget kontrol og håndhævelse.

Når unge scroller igennem deres feed på sociale medier, vrimler det med opfordringer fra barer og diskoteker om at ”drikke sig til ridder” eller tilbud om 16+ fester. Det viser en systematisk overvågning fra 2017 til 2020 af Facebook-opslag, hvor Alkohol & Samfund med støtte fra Sundhedsstyrelsen har screenet for ulovlig markedsføring af alkohol, heraf om love og retningslinjer er blevet overholdt på området.

Overvågningen har ført til 96 klager angående opslag fra Facebook, fordi de er blevet vurderet til enten at være i strid med markedsføringsloven - håndhævet af Forbrugerombudsmanden – eller i strid med Alkoholreklamenævnets retningslinjer for markedsføring af alkohol.

I den fireårige periode fra 2017 til 2020 er der truffet afgørelser i flere sager hos Forbrugerombudsmanden og udstedt bøder på i alt 447.000 kr. til 11 diskoteker og ét eventbureau. Derudover har Alkohol & Samfund har fået medhold i 64 procent af forhold om brud på Alkoholreklamenævnets retningslinjer for alkoholmarkedsføring. På den baggrund har nævnet udtalt kritik til 19 diskoteker.

Klager ulovlig markedsføring alkohol

Reklamer bidrager til drikkepres

Det er veldokumenteret, at børn og unge er letpåvirkelige overfor markedsføring, og det er også påvist, at unge, der er eksponeret for markedsføring af alkohol, drikker mere end jævnaldrende, der ikke er blevet eksponeret. Derfor anbefaler World Health Organization (WHO) en restriktiv lovgivning i forhold til markedsføring af alkohol i lande, der ønsker at reducere et skadeligt forbrug af alkohol.

I Danmark har vi en liberal lovgivning for markedsføring af alkohol sammenlignet med andre nordiske lande og samtidig mangler vi en effektiv instans, der sørger for at virksomhederne overholder lovgivning og retningslinjerne. Det er en farlig cocktail for danske unge.

Med rapporten vil Alkohol & Samfund vise behovet for, at virksomheder tager ansvar for deres markedsføring og håndhæver den gældende lovgivning. Derudover opfordrer Alkohol & Samfund politikerne til, at den eksisterende lovgivning om markedsføring bliver opdateret, så lovgivningen passer til unges virkelighed på sociale medier, og i langt højere grad beskytter børn og unge mod et øget drikkepres.

Ulovlig markedsføring af alkohol
Ulovlig markedsføring af alkohol
Ulovlig markedsføring
Dato for udgivelse
Kategori
Egne udgivelser