Maren rådgiver på Alkolinjen

Alkolinjen slår rekord og udvider åbningstid

Nyhed
På otte år har Alkolinjen mere end fordoblet det årlige antal henvendelser og hjulpet mennesker med alkoholproblemer og deres pårørende i behandling. Nu bliver åbningstiden udvidet med 8 timer ekstra om ugen for at rådgive endnu flere.

Mandag til fredag 9 til 17 – det er Alkolinjens nye åbningstider fra tirsdag 16. april.

Med øget støtte fra Sundhedsstyrelsen kan Alkolinjen udvide åbningstiden med 8 ekstra timer om ugen. På mandage åbner rådgivningen i forvejen kl. 9, og det kommer nu til også at gælde de fire andre hverdage:

- Knap halvdelen af alle henvendelser til Alkolinjen kommer uden for åbningstiden. Vi håber derfor, at vi kan mindske antallet af forgæves opkald. Det er ofte alvorlige situationer folk står i. Mange af dem der henvender sig har måske aldrig talt med nogen før om deres problemer med alkohol, eller pårørende kan være blevet meget rådvilde og søger hjælp. Derfor er det så vigtigt, at man får fat i os og får talt situationen igennem, siger Bjarne Stenger Elholm.

Alkolinjens nye åbningstider

Hvis du eller nogen du kender har alkoholproblemer, kan du gratis og anonymt kontakte Alkolinjen 80 200 500 mandag til fredag 9-17, chat på alkolinjen.dkskrive til brevkassen eller sende en SMS med teksten ‘ALKOHOL’ til 1231 og blive ringet op af en rådgiver.

De seneste par års stigning i opkald til Alkolinjen skyldes også flere henvendelser fra unge mennesker. Fra 2022 til 2023 steg antallet af henvendelser fra unge i alderen 15-24 år fra 221 til 306 besvarede henvendelser, svarende til en stigning på 38 procent. I 2024 vil Alkolinjen derfor fastholde fokus på Alkolinjen UNG.

Alkolinjen blev etableret for 8 år siden og i det første leveår fik rådgivningen 2.734 henvendelser og knap 1.000. Otte år senere i 2023 fik rådgivningen 7.545 henvendelser i alt og besvarede 4.265. I 2020 blev chat etableret og hver 7. henvendelse sidste år kom på chat.

30-årige Sigurd Bergan er en af dem, der fik hjælp af Alkolinjen til at søge i alkoholbehandling:

- Mit liv var ude på et sidespor, og jeg var bange for at miste mit parforhold derhjemme, og min familie var også bange og nervøse for min tilstand. Jeg ringede til Alkolinjen for at få at vide, hvordan jeg kunne få den rette hjælp. Det var rart at snakke med et menneske, der kunne gribe mig, hvor jeg var, siger Sigurd Bergan.

Sigurd Bergan
Alkoholproblemer
30-årige Sigurd Bergan drak og festede i mange år. Til sidst sagde hans mor og kæreste stop, og efter et tilbagefald og opkald til Alkolinjen, søgte han hjælp i døgnbehandling.
Om Alkolinjen

Alkolinjen drives af Alkohol & Samfund med støtte fra Sundhedsstyrelsen. Midlerne for de næste tre år betyder udvidede åbningstider og rådgivningen vil arbejde med øget tilgængelighed og indsatser over for minoriteter.

Alkolinjen er et let tilgængeligt tilbud til borgere med alkoholproblemer og pårørende. Rådgivningen er akkrediteret af RådgivningsDanmark, har høj faglig kvalitet og høj brugertilfredshed.