unge og alkohol

Alkolinjen UNG indsatsen virker: Unge søger hjælp mere end nogensinde før

Nyhed
På tre år har Alkolinjen UNG rådgivet og inspireret flere unge mellem 15-24 år, som har været en svær målgruppe at nå førhen. Det er sket med en ny hjemmeside, alkoholtest, podcast og personlige historier, som fremover kan hjælpe endnu flere unge.

Alkohol kan fylde for unge og være roden til mistrivsel - både hvis det handler om deres eget alkoholforbrug, eller hvis de har en forælder, som drikker for meget derhjemme. 

Uanset hvad problematikken drejer sig om, er Alkolinjen UNG udviklet med henblik på at hjælpe unge i aldersgruppen 15-24 år, som går med bekymringer om eller problemer med alkohol. 

Tidligere har der ikke været stor tilslutning fra unge hverken til Alkolinjens rådgivning eller alkoholbehandling generelt. Selvom tallene fortsat er små, ser det ud til, at der har være en positiv udvikling mod at flere unge søger og får hjælp de senere år.  

Stigende antal unge engagerer sig i Alkolinjen UNGs rådgivning 

Med Alkolinjen UNG er henvendelserne fra unge i alderen 15-24 år vokset fra 140 til 306 fra 2020 til 2023. Unge udgør nu 7,2 procent af henvendelserne på Alkolinjen, som kun var 4,6 procent tilbage for tre år siden. 

 - Vi kan se at flere af de unge henvender sig til Alkolinjen UNG, ofte ikke et dagligt eller ugentlige problem med alkohol. De henvender sig, fordi de oplever ikke at kunne stoppe, når de først drikker. Således kan problemet opstå en gang om måneden eller endda sjældnere, men udgør et reelt problem, fordi de ikke kan håndtere deres alkoholforbrug ved enkeltstående lejligheder. Det kan være til fester eller byture, siger Michael Jensen, der er projektleder for Alkolinjen UNG. 

Det kan være vidt forskellige typer af unge, som henvender sig på baggrund af indholdet, og nogle unge søger også information om alkohol, fordi alkohol fylder i vennegruppen, fortæller Michael Jensen: 

- Vi kan se, at for mange af de helt unge, som tager alkoholtesten, er de unges eget alkoholforbrug ikke videre problematisk og i nogen tilfælde ikke eksisterende. Men de angiver til gengæld, at deres venner har et stort forbrug. Således ser det ud til, at flere af de helt unge søger råd og vejledning, fordi de enten kan føle sig klemt i alkoholkulturen eller er bekymret for deres venners alkoholforbrug. 

Sådan kan I henvise til Alkolinjen UNG 

På de tre år er der skabt en ny indgang på Alkolinjen målrettet til unge med ny hjemmeside, alkoholtest til unge, podcast med dilemmaer og personlige historier fra andre unge. 

De forskellige elementer kan både bruges som forebyggelse på skoler, ungdomsuddannelser og SSP, men også for behandlingstilbud, der arbejder med unge. Eksempelvis som et supplement til den øvrige undervisning eller behandling. 

Alkolinjen UNG tilbyder...

Har du brug for materialer fra Alkolinjen UNG? Skriv mail til info@alkohologsamfund.dk, så kan vi sende visitkort og/eller postkort, som I kan dele ud. 

Om projektet 
  • Fra 2021 til 2023 har Alkolinjen UNG været et særskilt projekt i forbindelse med Sundhedsstyrelsens puljemidler. 

  • Alkolinjen UNG forventes nu at blive en fast del af driften Alkolinjen fremadrettet.