Danskerne drikker mere i ferien
Alkolinjen har de seneste år oplevet et stigende antal henvendelser i sommermånederne juni, juli og august. Det er både afhængige men også danskere med et storforbrug, der ringer til rådgiverne for at få råd og vejledning til at mindske forbruget.
Ligesom resten af året kommer henvendelserne til Alkolinjen om sommeren ligeligt mellem både pårørende og drikkende. Mennesker med alkoholproblemer søger råd til at mindske forbruget eller helt at stoppe med at drikke. Mens pårørende især ringer, fordi de er bekymret, før ferien begynder:
- Pårørende ved nogle gange ikke, hvordan de skal takle en ferie med en nærtstående, der drikker for meget. Det kan være meget svært at tage snakken med én, der drikker, hvis vedkommende ikke selv ønsker at ændre på sin adfærd. Men på Alkolinjen rådgiver vi blandt andet om, at man som pårørende skal fortælle tydeligt om sin bekymring for en nærtståendes alkoholindtag, som giver problemer i familien, siger Bjarne Stenger Elholm.
Pårørende ringer sjældent til Alkolinjen midt i ferien, men efter ferien kommer reaktionen:
- Pårørende ringer og fortæller, at nu er det nok. Når familier er samlet især i ferieperioder, mærker de problemets omfang af et stort alkoholindtag, og derfor skaber det et behov for, at der skal ske noget.
Alkolinjen sidder klar hele sommeren
Professionelle rådgivere på Alkolinjen sidder klar hele sommeren ved telefon 80 200 500 og chat og brevkasse på www.alkolinjen.dk, og rådgiverne reagerer også, hvis man sender en SMS til 1231 og skriver ALKOHOL, så bliver man ringet op. Alkolinjen har åbent mandag 9-17 og tirsdag til fredag 11-17.
- Vi får løsnet op for snakken om alkohol og finder løsninger. Nogle gange kan folk nøjes med at gå videre med gode råd til ændret adfærd, og vi anbefaler i mange tilfælde, at man bruger AlkoLog til at registrere sine genstande, som en slags dagbog. Handler det om unge mennesker og deres overvejelser om alkoholforbruget, henviser vi til mere viden på Alkolinjen UNG. I andre tilfælde henviser vi folk til at kontakte et rusmiddelcenter for at få hjælp, siger Bjarne Stenger Elholm.
Alkohol & Samfund har udviklet en sommerguide, som hjælper til at skrue ned for alkohol og i stedet lave gode, sjove og alkoholfrie alternativer – om det så gælder øl, drinks eller rosé. Og så får du tips til at holde styr på antal genstande ved at bruge den gratis og anonyme app AlkoLog. Er man i tvivl, om ens alkoholforbrug er problematisk, kan man også tage en alkoholtest.
Intet alkoholforbrug er risikofrit men risikoen stiger, hvis du drikker mere end 10 genstande om ugen og mere end 4 genstande samme dag - læs Sundhedsstyrelsens anbefalinger om alkohol.